Fem flotte guldmedaljer til TECHCOLLEGE

 

Så har sidste dag ved DM i Skills fundet sin afslutning, vindere er blevet fundet og medaljer er blevet uddelt.

Her fra TECHCOLLEGE kan vi med stolthed sige tillykke til vores fem guldvindere:

Automatiktekniker Jens Skallerup Jensen, der er i lære hos Strøm Hansen

Grafisk tekniker Patrick Jul Hansen, der er i lære hos Kailow Tryk

Industritekniker Sander Hem Münchow, der er i lære hos Nymann Teknik

Kok Elisabeth Madsen, der er i lære hos Musikkens Spisehus

Receptionist Katja Icaca Madsen, der er i lære hos First Hotel

 

Også et stort tillykke til vores foreløbige andenpladser:

Industritekniker Emil Stjernholm Tipsmark, der er i lære hos Hydratech Industries

Grafisk tekniker Benjamin Tholander, der er i lære hos Limo Labels

Mediegrafiker Anna Julie Lisberg Nielsen, der er i lære hos Happydays

 

Og selvfølgelig også et stort tillykke til vores foreløbige tredjepladser:

Grafisk tekniker Theis Kjer Rosenqvist, der er i lære hos C2 Reklame

Flisemurer Victor Christian Bundgaard Jensen, der er i lære hos MT Højgaard

Bygningsmaler Kille Falkensten Sten, der er i lære hos Malerfirmaet Carsten Sørensen

Bager Janus Falkensten Vilstrup, som er i lære hos Bagergården i Saxild

 

Der mangler stadig at blive uddelt anden- og tredjepladser i en række af konkurrencerne - men vi skal selvfølgelig nok sørge for at opdatere listen her.

 

Det har været tre dage med masser af hårdt arbejde for de 26 elever, TECHCOLLEGE har haft med ved DM i Skills.

Hvis man under DM i Skills entrerede Bella Center fra vest-siden ville man umiddelbart først støde ind i vores tre grafisk tekniker-elever. Benjamin Tholander, der er i lære hos Limo Labels, Patrick Jul Hansen, der er i lære hos Kailow Tryk, og Theis Kjer Rosenqvist, der er i lære hos C2 Reklame, både konkurrerede og demonstrerede deres fag det bedste, de har lært. Få meter derfra viste mediegrafikerelev Anna Julie Lisberg Nielsen, der er i lære hos Happydays, gode prøver på både sine grafiske evner og velovervejede idéer.

Umiddelbart i forlængelse af det grafiske område var frisørerne i fuld gang torsdag og fredag. Andreas Munkholm, der er i lære hos My & Holger, og Julie Weber Mikkelsen, der er i lære hos Deres Frisør, klippede, farvede og formede det bedste, de har lært, inden de fredag middag måtte overlade standen til kosmetikerne.

Her var det Anna Christine Rasmussen og Simone Taagaards tur til at komme i vælten. Efter en manicure fredag var det lørdag tid til at slutte DM i Skills af med en stort anlagt brude-makeup.

I området, hvor de forskellige mad-fag var samlet, gjorde bager Janus Falkensten Vilstrup, som er i lære hos Bagergården i Saxild, en fin figur ved sin første deltagelse ved DM i Skills. Fra sin stand kunne han - hvis tiden da tillod det, skæve over mod receptionisterne, hvor både Katja Icaca Madsen, der er i lære hos First Hotel, og Isabella Christensen, der er i lære hos Ruths Hotel, sikrede sig en plads ved lørdagens finale gennem sine fine præstationer torsdag og fredag.

Lige ved siden af receptionisterne var kok Elisabeth Madsen, der er i lære hos Musikkens Spisehus, også i fuldt vigør. Sidste års bronzevinder klarede sig også flot videre til lørdagens finale.

Desværre blev det ikke til en finaleplads til cateren Kristine Madsen, der er i lære hos Hobro Produktionshøjskole, ligesom fredagen blev sidste konkurrencedag for tjener Per Poulsen Tougaard, der er i lære hos Comwell Hvide Hus. Han kunne til gengæld se Jasmin Obenheimer Mørch Jensen, der er i lære hos Bryghuset Vendia, klare sig videre til lørdagens finale, og så var der jo i hvert fald en god grund til at dukke op og heppe.

Sidste hold TECHCOLLEGE-elever i området var de to gourmetslagtere, Rasmus Hansen, der er i lære hos Føtex Skejby, og Joakim Høj, der er i lære hos Meny Skalborg. Efter de første par dage, hvor den stod på blandt andet paté og jokerdiscipliner med oksemørbrad, var lørdagens sidste disciplin den stort anlagte scoremiddag, som de to deltagere havde forberedt og øvet sig på i ugerne op til selve DM i Skills.

De sidste TECHCOLLEGE-deltagere var samlet i Hal H, som det hedder sig. Her kunne man - hvis man fortsatte sin færd fra vest mod øst - først rende ind i bygningsmaler Kille Falkensten Sten, der er i lære hos Malerfirmaet Carsten Sørensen.

Hvis hun kunne høre skarpe lyde i ny og næ er der en god chance for, at det kom fra flisemurerne, hvor Victor Christian Bundgaard Jensen, der er i lære hos MT Højgaard, forsøgte at imponere både dommere og gæster med sine evner.

I samme hal var også automatiktekniker Jens Skallerup Jensen, der er i lære hos Strøm Hansen, og han kunne med lidt god vilje kigge direkte over til industriteknikerstanden. Her var Sander Hem Münchow, der er i lære hos Nymann Teknik, og Emil Stjernholm Tipsmark, der er i lære hos Hydratech Industries, i gang. Ja, Emil Stjernholm Tipsmarks tyvstartede faktisk lidt allerede onsdag, fordi hver deltager skulle bruge 2 gange 4 timer ved de store fræse- og drejemaskiner, og der var altså kun én af hver.

Også hos lastvognsmekanikerne måtte Jonas Marius Jensen, der er i lære hos KEOLIS i Tylstrup, og Rasmus Dissing Svane, der er i lære hos Stiholt i Thisted, arbejde på skift. Selvom Bella Center er stort, var der trods alt ikke fundet plads til at finde en lastbil til hver af de i alt seks deltagende.

På den anden side af gangen var personvognmekaniker Morten Søndergaard Larsen, der er i lære hos Rævhede Auto, også kun på i et par timer ad gangen - og hele planen måtte faktisk rykkes et par timer, da strømsvigt på konkurrencen første dag gjorde det ganske besværligt at fejlfinde og reparere noget som helst.

Som rosinen i pølseenden kunne man finde smeden Søren Hansen, der er i lære hos HMK Bilcon. Med mindre, selvfølgelig, man valgte at starte i vest, og så ville han selvfølgelig være den første af vores 26 deltagere, man stødte på.


Seneste nyheder

Svendeprøve hjemme fra lejligheden

03-04-2020

Torsdag var der danmarkspremiere på et helt nyt koncept på TECHCOLLEGE: virtuel svendeprøve på automatik- og procesuddannelsen. Her var blandt andet DM i Skills-vinderen til svendeprøve sammen med to skuemestre og en faglærer, der rendte rundt om et produktionsanlæg med sin mobiltelefon og filmede.

Som at være tilbage i klassen

01-04-2020

Jesper Dahl Stensbøl havde et hold elever på tømreruddannelsen, der skulle starte virtuelt på skoleforløb, og forinden var han en smule bekymret for, hvordan det skulle gå. Det gik dog over al forventning, og nu er det som at være tilbage i klasselokalet - på godt og ondt.

Ja-hat og positive briller er fundet frem

31-03-2020

Der er stor forskel på at sidde bag ved en computer og stå i et køkken. Men faglærerne på gastronom-uddannelsen har valgt at tage grydeskeen i den anden hånd og ser positivt på muligheden for at få mere digitalisering ind i undervisningen.

Vis flere