Årets Læreplads 2020 er Polyteknik

 

Midt i fredagens morgentravlhed på den nordjyske teknologivirksomhed Polyteknik dukkede en større delegation fra TECHCOLLEGE udstyret med masser af flag op for at overrække prisen som Årets Læreplads 2020. Og det var en noget overrasket og berørt indehaver og mester Jens William Larsen, som tog imod prisen.

- På vegne af alle mine kollegaer er jeg meget glad for den her pris, lød det fra Jens William Larsen.

- Jeg kan høre, at kåringen handler rigtig meget om kollegaerne, og det er vores allesammens pris. For jeg ved, at vi allesammen er med til danne vores lærlinge.

En virksomhed med åbne arme og nordjysk humor

Med til at overrække prisen var også virksomhedens tre lærlinge, som i øjeblikket består af en smed og to industriteknikere. Det var industriteknikerlærlingen Charlotte Sig Christensen, som havde indstillet sin læreplads til den fornemme pris.

- Hverdagen herude er præcis, som jeg skriver i indstillingen; meget uformel og fyldt med nordjysk humor. Jeg havde ikke de bedste odds for at finde en læreplads, da jeg både er voksenlærling og alenemor, men de har virkelig taget imod mig med åbne arme, fortalte Charlotte Sig Christensen efter kåringen.

Valget af Polyteknik som Årets Læreplads ved vedtaget af en enig dommerkomité bestående af uddannelsesdirektør Bo Banch, praktikpladskonsulent Dorthe Haaning, teknisk designer-eleven Hanne, uddannelsesguiderne Charlotte Bøvling og Thomas Markedal samt sidste års vinder af prisen, frisørmester Maibritt Gelbek Andreasen fra Klipoteket i Svenstrup.

I indstillingen fra lærlingen Charlotte Sig Christensen lyder det blandt andet:

”I den lille søvnige by Østervrå, beliggende i det mørke Nordjylland, er der en funklende stjerne af en virksomhed, som jeg er meget heldig og stolt af at være en del af! Netop derfor fortjener Polyteknik at vinde Årets Læreplads 2020.10.09

Polyteknik har et virkelig godt arbejdsmiljø, hvor alle bliver hørt, inddraget, og hvor alle bliver modtaget med åbne arme. Jeg har de bedste kollegaer, man kan forestille sig, der støtter én både fagligt og socialt. Der er ingen sociale grupperinger, der kan skabe splid, og alle bliver respekteret. Værkstedet er hver dag spækket med god nordjysk humor, godt humør og empati for hinanden. Netop det betyder meget i hverdagen.”

Endnu en uddannelsesaftale i hus

Ud over kåringen så var der også andre ting at fejre. For under seancen så valgte Polyteknik også at underskrive endnu en uddannelsesaftale. Det var klejnsmedslærlingen Patricia Nielsen, som var så heldig at lande en 1-årig uddannelsesaftale hos virksomheden, som nu kan bryste sig af prisen som Årets Læreplads 2020.   

- Jeg har været her i tre uger praktik, og jeg er rigtig glad for at være her. Nu starter jeg officielt som lærling fra på mandag, og så skal jeg være her i minimum et år. Jeg håber da også, at jeg kan blive udlært herfra, sagde en glad Patricia Nielsen, som er elev på EUC Nord.

Prisen blev fejret i værkstedet, hvor alle ansatte og gæster blev budt på kaffe og en tur rundt i virksomhedens produktion for at se nærmere på, hvad lærlingene egentlig går og laver til hverdag.

 

Seneste nyheder

6 guldmedaljer til TECHCOLLEGE ved DM i Skills 2024

20-04-2024

DM i Skills 2024 må siges at være en succes. Det blev nemlig til 6 guldmedaljer, efter alle 22 TECHCOLLEGE-deltagere havde ydet deres bedste til de mange konkurrencer.

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Vis flere