Hjemvendt med sølv og mod på mere

 
Et billede

Det er en tydeligt glad flisemurer, der træder ind ad døren på et lille visit her på TECHCOLLEGE. Med sig har Samuel Birk Axelsen nemlig den sølvmedalje, han i weekenden tog med hjem fra EuroSkills i Budapest.

- Det er så vanvittigt. Det er så vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, er hans første ord, da han skal beskrive bedriften og følelsen, da Danmark blev råbt op på scenen ved finaleceremonien.

- De råbte Tyskland op på tredjepladsen, og der blev jeg faktisk noget skuffet, for den havde jeg regnet med, at jeg fik. Så lige der troede jeg, at jeg nok var endt på fjerdepladsen. Så da det var Danmark, der blev råbt op på andenpladsen…

Han ryster på hovedet. Tænker tilbage. Forsøger at genleve oplevelsen.

- Der gik en million tanker igennem hovedet på mig – og alligevel ingenting. Min første tanke var at juble med resten af landsholdet, for selvom vi stillede op i forskellige discipliner, så havde vi haft en virkelig god uge, hvor vi bakkede hinanden op og opmuntrede hinanden. Så de skulle selvfølgelig være en del af jubelen, fortæller Samuel Birk Axelsen.

Opmuntring fra alle sider

Opmuntringen var der brug for i den tre dage lange konkurrence. Efter en god følelse på førstedagen løb flisemureren ind i lidt forsinkelser på andendagen, der betød, at han sluttede dagen med at være efter sin egen tidsplan.

- Der kunne resten af holdet godt mærke, at jeg var lidt presset. Så slutter jeg mig meget inde i mig selv og har ikke lyst til at tale med folk. Jeg var sur på mig selv over, at det var min egen skyld, at jeg var kommet bagud, fortæller han.

- Heldigvis var resten af holdet rigtigt gode til at opmuntre mig og bakke mig op. Og det endte jo også med at gå helt fint, siger Samuel Birk Axelsen med et stort smil.

 Det var dog langt fra kun de andre på det danske hold, der heppede på Samuel Birk Axelsen. I Budapest mødte ikke færre end 12 kollegaer fra Lund & Staun nemlig op for at støtte den unge flisemurer.

- Vi valgte at tage af sted i stor stil for at bakke op om Samuel og vise vores støtte, fortæller Henrik Staun, der selv var med i Budapest.

- Det er sådan, det skal være at være en del af Lund & Staun; et godt sted at være både fagligt og socialt, hvor vi støtter op om hinanden uanset hvad.

Selv er Samuel Birk Axelsen da også kun glad for støtten fra firmaet, som dog ikke kom som nogen overraskelse.

- Sådan har det jo været altid. De har virkelig støttet og hjulpet mig, og jeg kunne ikke forestille mig noget bedre sted at være i den forbindelse, siger flisemureren.

- Hvis jeg har spurgt efter noget specialværktøj, andre materialer eller gode råd eller noget undervejs, så har de bare sagt 'selvfølgelig'. Så det har jo også været med til at motivere mig, at mester og kollegaer har interesseret sig for det og er gået op i det.

En vild udvikling

Henrik Staun har personligt fulgt godt med i Samuel Birk Axelsens udvikling, siden han for år tilbage kom til firmaet for at søge om en læreplads.

- Det er en god rejse og en vild udvikling, Samuel har været igennem. Jeg husker stadig, da han kom til den første samtale med skulderlangt hår og fødderne lidt slæbende langs jorden. Og så se ham nu, med den arbejdsiver han har, den sans for detaljer og ikke mindst hans konkurrencegen, lyder det fra Henrik Staun.

Stoltheden er i det hele taget til at tage og føle på – ikke mindst eksemplificeret ved den t-shirt, som Lund & Staun har fået lavet til den unge flisemurer.

- Når man har Europas andenbedste flisemurer, så skal man da ikke være for fin til at vise det lidt frem, siger Henrik Staun med et grin.

Derfor er Samuel Birk Axelsens første opgave efter hjemkomsten da heller ikke af den rutinemæssige slags; han er nemlig sendt i Bauhaus i Aalborg for at lave en udstillingsvæg, der skal vise kunderne, at vægfliser ikke behøver være små.

Med ham har Lund & Staun sendt en af firmaets nye lærlinge fra TECHCOLLEGE, Lukas Steen, og håbet er selvfølgelig, at Samuel Birk Axelsen kan give lidt af sine erfaringer og kompetencer videre.

- Der er ingen tvivl om, at deltagelsen ved konkurrencer som Skills gør noget godt for eleverne. Selvfølgelig fordi de bruger den ekstra tid på at øve og dygtiggøre sig, men også fordi de bliver dygtige til at arbejde under tidspres uden at lade det gå ud over kvaliteten, siger Henrik Staun.

- Ligesom vi gerne vil have de bedste medarbejdere, så vil vi også gerne være med til at udvikle dem, når de er under uddannelse. Og Samuel er da nok ikke den værste at lære af, selvom han selv er forholdsvis nyudlært.

Nye konkurrencer venter

Samuel Birk Axelsen blev nemlig udlært tidligere på året, og faktisk valgte han bevidst ikke at tage flisemurer som speciale ved sin svendeprøve, selvom det netop er det fag, han har øvet sig så meget i over de sidste par år.

- Jeg vil jo gerne være god til det hele, så det var en slags udfordring for mig selv for at holde mig skarp på det mere almindelige murerarbejde, siger Samuel Birk Axelsen.

Et godt tegn på den iver og det konkurrencegen, som Henrik Staun også omtaler. Og det er heldigt, at konkurrencegenet lever i bedste velgående, for i det nye år venter endnu et DM i Skills for flisemureren.

- Der skal trænes en masse, så jeg kan holde det hele ved lige. Heldigvis har jeg en god aftale med TECHCOLLEGE om adgang til faciliteterne og sådan, fortæller Samuel Birk Axelsen, der dog har flere og andre ambitioner end ’blot’ at vinde DM i Skills – igen.

- En sejr ved DM giver jo adgang til WorldSkills, og efter EuroSkills kan jeg godt mærke, at jeg glæder mig helt vildt til forhåbentligt at kunne prøve det også. Men det kræver jo lige, at jeg kan vinde DM først. Men jeg ser det som en fordel, at jeg nu har prøvet at stå i en international erfaring og har noget erfaring med det pres også – både til DM og et eventuelt VM.

Se billeder af sølvmedaljen og Samuel Birk Axelsens arbejde i Bauhaus i galleriet herunder. Du kan skifte mellem billederne med piletasterne på dit tastatur.

 

Seneste nyheder

6 guldmedaljer til TECHCOLLEGE ved DM i Skills 2024

20-04-2024

DM i Skills 2024 må siges at være en succes. Det blev nemlig til 6 guldmedaljer, efter alle 22 TECHCOLLEGE-deltagere havde ydet deres bedste til de mange konkurrencer.

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Vis flere