Som at være tilbage i klassen

 

Jesper Dahl Stensbøl havde et hold elever på tømreruddannelsen, der skulle starte på skoleforløb sidste mandag, og som situationen jo er for tiden, så skulle de starte virtuelt.

- Jeg var da ret spændt på at se, hvor mange der ville være logget på og klar fra klokken 08:15, som vi havde aftalt. Det er jeg jo også nogle gange, når vi starter nye hold fysisk på skolen, men nu skulle de jo også sætte sig ind i en masse nye ting og de skulle bare være derhjemme, hvor der er alle mulige andre spændende ting at lave.

Han havde forsøgt at gøre sit forarbejde så godt som overhovedet muligt. Han havde samlet informationer, materiale, links og små instruktionsvideoer og sendt dem til eleverne ugen forinden, så de havde mulighed for at sætte sig ind i alt det tekniske og være så klar på den virtuelle undervisning som muligt.

- Men derfra og så til, at de rent faktisk sidder klar mandag morgen - der ved man som underviser godt, at der kan være langt…

Men bekymringen var uden grund i virkeligheden. Godt nok manglede tre elever ved den første fælles samling, men:

- Det viste sig, at én af de tre elever var syg - de to andre havde bare ikke fået tændt for deres lyd. Så da vi fik det ordnet, så var alle, der var raske, klar. Det var altså fedt!

De første par dage var det tydeligt, at eleverne lige skulle vænne sig til den nye situation. De mødte troligt op - digitalt - og gjorde de ting, der skulle, men der var ikke ‘meget spræl i dem’, som Jesper Dahl Stensbøl beskriver det.

- Det skal jeg så lige love for, at de er kommet efter. Nu bliver der knævret så meget, at det er ligesom at være i klassen igen og man er nødt til at bede dem om ro. Men de bruger virkelig de tekniske muligheder. De mødes virtuelt i firemandsgrupper efter fællesmødet, de deler skærme med hinanden, de ringer til mig, når de har et problem - det hele kører bare.

Eleverne har været i gang med en opgave omkring byggepladsindretning - der skal jo være styr på flugtveje, advarselsskilte og den slags, når de på et tidspunkt kommer ud i virkeligheden igen - og Jesper Dahl Stensbøl er imponeret over arbejdsindsatsen.

- Jeg er faktisk imponeret over, at de er så godt med. Det kræver en stor portion selvjustits, når man sidder derhjemme alene og skal arbejde. Jeg er ikke overbevist om, at jeg selv ville have klaret det så godt i den alder, hvis jeg bare skulle sidde derhjemme. Men jeg tror, at det er rigtigt godt for dem, at de arbejder i de her firemandsgrupper, for så skal de jo også stå til ansvar for hinanden.

Jesper Dahl Stensbøl har i øvrigt ét vigtigt råd, han gerne vil give videre.

- Det handler om at huske at have det sjovt, holde humøret højt og grine engang imellem. Selvom vi sidder hver for sig, så kan vi godt have det sjovt med hinanden.


Seneste nyheder

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Årets Læreplads 2023 er kåret

10-10-2023

Årets Læreplads 2023 er nu kåret, og æren tilfaldt i år Brønderslev-virksomheden Qupaq, der er blevet indstillet af virksomhedens første teknisk designer-elev, Pernille Marie Kjærgaard Jensen.

Vis flere