Skills-deltagere blev behørigt fejret

 

Som et værdigt punktum for et fremragende DM i Skills 2020 var der torsdag aften fælles fejring af alle vores deltagere.

På Rørdalsvej stod tjenerelever klar til at tage imod deltagerne, deres forældre, kærester, faglærere, trænere og mestre, mens elever fra smørrebrød og catering havde stået for en fin middag (som du kan se i sin helhed længere nede - og der gemmer sig også et par billeder af de lækre serveringer i galleriet i bunden af siden).

Arrangementet blev styret med blød hånd af TECHCOLLEGE's direktør, Søren Samuelsen, der både bød velkommen og senere også afholdt en lille tale, hvor han hyldede deltagerne for den indsats, de alle som én har lagt i arbejdet både op til og under DM i Skills.

- DM i Skills er jo meget mere end blot en konkurrence - det er også et udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne, og jeg vil gerne takke jer for at være rollemodeller for de unge mennesker, der stadig står over for at skulle vælge uddannelse. Hvis vi skal have flere til at vælge en erhvervsuddannelse, kræver det, at de unge derude får øjnene op for, hvad erhvervsuddannelser kan, og hvis der er nogen, der viser, hvad en erhvervsuddannelse kan, så er det jer og jeres indsats.

DM i Skills 2020 var i øvrigt direktørens første møde med Skills, som du kan se mere om her.

Herefter var det borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, der gerne ville hylde deltagerne.

- Vi vil gerne styrke Aalborg image som en uddannelsesby, og lige så snart vi siger det, så tænker folk oftest på Aalborg Universitet. Og de er også vigtige - men mindst lige så vigtige er erhvervsuddannelserne, og Aalborg og hele Nordjylland er stolte over jeres indsats og resultater og den reklame, i gør for både vores område og vores uddannelser, lød det blandt andet fra borgmesteren.

Herefter blev hver deltager kaldt op, hvor de af Thomas Kastrup-Larsen og Søren Samuelsen fik overrakt en lille gave og buket blomster.

Så stod den ellers bare på en hyggelig aften med god mad og lidt vådt til ganen og et sidste tusinde tak for denne gang.

Vi glæder os allerede helt vildt til DM i Skills 2021 i Fredericia!

 

Menuen til fejring af Skills-deltagerne

Herunder kan du se den utroligt fine menu, som elever fra smørrebrød og catering-uddannelsen kunne lade elever fra tjeneruddannelsen servere for de over 100 gæster til fejringen.

Brombærsmoothie
Brombær blendet med basilikum og appelsinjuice

Banansmoothie
Banan blendet med skyr, appelsinjuice og frisk mynte

Kartoffel- porresuppe
Cremet purésuppe serveret med sauterede kartofler og sprødstegt bacon

Cornet med ostecreme toppet med koldrøget laks
Sprød kræmmerhus af filodej fyldt med salat, rørt kaperscreme med dild, toppet med hjemmerøget laks

Butterdej med fiskesalat
Perlebyg rørt med dampet torsk og laks og tilsat brunoise af årstidens grøntsager

Canapeer med honningglaseret kyllingeroulade
Kyllingeroulade af bagt kyllingefilet rullet med dampet savoykål og soufflefars med note af rosmarin, placeret på let ristet brød og toppet med petit parisienne af agurk og brøndkarse

Club sandwich
Kogt kylling, ananas og bacon rørt med karrymayonnaise og anrettet i toast

Rødbedesandwich med lufttørret skinke
Rødbedebunde fyldt med rørt ostecreme med note af basilikum skåret i stringente kvadrater og toppet med emulsion af basilikum, lufttørret skinke og sprøde skorzonerrodschips

Tapas-sandwich med roastbeef og sennepspickles
Åben solsikkebolle med langtidsstegt okseinderlår toppet med hjemmelavet sennepspickles

Forloren and med sveskekompot og flødesauce
Fyldt svinemørbrad med æbler og svesker, serveret med sprødristet rugbrød

Danske æbleskiver bagt med rodfrugter
Usødede æbleskiver med smørdampet rodfrugter og garneret med grønt urtesalt

Krydrede kikærter med rodfrugtkompot
Kikærtefars krydret med friske krydderurter, soltørrede tomater og frisk ost, paneret og stegt i pango, anrettet på rodfrugtkompot af selleri og æble i hvidvinseddike

Ostelagkage
Rørt, støbt ostecreme med blåbær og vanilje, toppet med coloreret vaniljegelé, dekoreret med karameltuile, blåbær og grøn skovsyre

Is- og marcipanroulade med krydret abrikosmarmelade
Marcipan med krydret abrikosmarmelade med note af ingefær rullet med vaniljeis, pyntet med æbleblomster og skovsyre

Stringent dessertkage
Norsk sukkerbrødsbund med mangofromage, pyntet med granatæblekerner, marengs og rød skovsyre


Seneste nyheder

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Årets Læreplads 2023 er kåret

10-10-2023

Årets Læreplads 2023 er nu kåret, og æren tilfaldt i år Brønderslev-virksomheden Qupaq, der er blevet indstillet af virksomhedens første teknisk designer-elev, Pernille Marie Kjærgaard Jensen.

Vis flere