Haals Bageri er Årets Læreplads 2018

 
Et billede

Der var travlt ved Haals Bageri i Gistrup fredag morgen klokken 7. Det er der nu som regel på den tid, men lige denne fredag var det ikke kun morgenfriske rundstykkejægere og de flittige medarbejdere, der fyldte billedet i butikken.

En større delegation fra TECHCOLLEGE var nemlig på plads sammen med erhvervschef i BusinessAalborg, Tonny Thorup, og selvfølgelig bageriets to elever for at overrække prisen som Årets Læreplads 2018 til bageriet og ejer Jan og Gitte Haals.

- For mig er det her den fornemmeste pris, man kan få, fordi den kommer fra ens medarbejdere, lød det fra sidste års vinder, slagtermester Thor Bak fra Meny i Aalborg, da han overrakte diplomet til bagerparret.

- Det er… Det er… Helt vildt, lød det fra en tydeligt overrasket og fåmælt Jan Haals, da han havde fået diplomet i hånden.

- Jeg plejer nok at have noget at sige, men… Ja, jeg er helt tom for ord.

- Som Thor Bak også sagde, så er det virkelig stort, fordi det jo kommer fra ens medarbejdere. Det betyder virkelig meget at vide, at de er så glade for at være her, tilføjede Gitte Haals

Faktisk lå det slet ikke i kortene, at Haals Bageri skulle have flere elever. For en rum tid siden valgte de at droppe det, fordi det var forbundet med for mange gener. Men bagerparret ombestemte sig – nogen skal jo være med til uddanne de nye bagere – men hvis de skulle have nye elever ind, så ville de gå all in. Og med prisen som Årets Læreplads 2018 ser det ud til, at de har holdt ved det engagement.

- Jeg er stolt over, at en virksomhed her i kommunen gør så godt et stykke arbejde for at uddanne vores unge, og at I vælger at gøre det så helhjertet, lød det fra Tonny Thorup, erhvervschef i BusinessAalborg.

Han stod også for at overrække bagerparret et maleri, lavet af den nordjyske kunstner Peter Max Jacobsen, der i sine værker – meget passende – arbejder med mennesker og de forbindelser, vi laver i vores liv.

Det er bageriets to elever, Siri Lakmann Pallesen og Anders Frost, der har indstillet til prisen som Årets Læreplads. Sejren blev vedtaget af et enstemmigt dommerpanel bestående af vicedirektør Keld Skovsgaard, uddannelsesguide Charlotte Bøvling, praktikpladskonsulent Henry Purkær og mediegrafikerelev Theis Ydegaard fra TECHCOLLEGE samt sidste års vinder af prisen, slagtermester Thor Bak.

Fra Siris indstilling lyder det blandt andet, at:

”Det er en skide god læreplads. (…) Uanset hvor mange gange det samme spørgsmål blev stillet, var svendene altid lige behjælpelige. Der var stor forståelse for fejl, som bare pænt blev rettet op og der blev forklaret hvor det gik galt. 
Der er altid god stemning på arbejdspladsen, og har altid været det. 
(…) Mester har lige fra starten været engageret i vores uddannelse, og har sørget for, at vi fik mulighed for at komme hele vejen rundt i bageriet. Hvis der har været noget vi gerne selv ville prøve praktisk eller lære fagligt har han stået til rådighed. 
Jeg har personligt selv deltaget i skills, og blev i den forbindelse inviteret med til Frankrig for at overvære EM. Den tur tøvede mester ikke med hverken at give fri til, eller at ville betale. Hele vejen igennem træningsforløbet har han støttet mig og kommet med gode ideer. Han har købt diverse varer hjem, så jeg havde mulighed for at træne hjemme i bageriet. Han har sågar taget nogle af mine opskrifter til Skills med ind i produktionen, så jeg kunne få dem ind under huden. 
Mester går op i ens skolearbejde, og vil gerne hjælpe til at man er lige så god til det faglige arbejde som det praktiske arbejde.”

Se billeder fra den tidligere overraskelse herunder. Du kan skifte mellem billederne med piltasterne på tastaturet.

 

Seneste nyheder

6 guldmedaljer til TECHCOLLEGE ved DM i Skills 2024

20-04-2024

DM i Skills 2024 må siges at være en succes. Det blev nemlig til 6 guldmedaljer, efter alle 22 TECHCOLLEGE-deltagere havde ydet deres bedste til de mange konkurrencer.

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Vis flere