Innovation og iværksætteri
På karrierelinjen undervises der i innovation og iværksætteri på moduluger fordelt ud over skoleåret. Undervisningen tager udgangspunkt i Young Enterprise-konceptet, hvor eleverne opretter elevvirksomheder, som konkurrerer om at vinde på den regionale og siden den nationale salgsmesse.
I 2010/2011 klarede karrierelinjens elever sig super godt både på Innovation Camp i Dronninglund i efteråret, hvor seks elever kvalificerede sig til EM i innovation i Bruxelles, og på Young Enterprises regionale og nationale salgsmesser. På den regionale salgsmesse i Aalborg Storcenter vandt karrierelinjeeleverne seks ud af otte mulige kategorier samt én samlet andenplads. Ved den nationale messe i Odense i februar, som fem elevvirksomheder havde kvalificeret sig til, vandt Polymono en flot førsteplads med deres interaktive undervisningstavler.
Læs om Polymonos sejr her
Skoleåret 2011/2012 har på ingen måde været anderledes end året før. Fra karrierelinjen kvalificerede fire af i alt 15 elev-virksomheder sig til Young Enterprises nationale salgsmesse i Odense. Her blev bedste resultat en 6. plads til Farm Care I/S, beskedne ni point fra at opnå en podieplads. Desuden kunne karrierelinjen glæde sig over en delt 3. plads i kategorien ”Produktprisen 2012” og en delt 6. plads i kategorien ”Innovationsprisen 2012”.
Ved den regionale salgsmesse i Aalborg Storcenter 14. januar vandt elev-virksomheder fra karrierelinjen fire af i alt otte kategori-præmier, ligesom det blev til en fornem 1. plads til netop Farm Care I/S. Firmaet har ”opfundet” legetøj til adspredelse og beskæftigelse af grise.
Læs Farm Care I/S's egen beretning her

Et mindre antal elever har desuden taget udfordringen op og deltaget i Region Nordjyllands dyst ”Nordjyske Nyskabere”. Her nåede eleverne ”kun” til den indledende runde, men udviklingen af deres idé og tilhørende forretningsplan har vist sig så god, at eleverne i nær fremtid etablerer firma med eget cvr-nr.