Vvs-messe: 6 praktikaftaler på 5 timer
Den nordjyske praktikpladsjagt er for alvor sat ind. Torsdag den 16. september 2010 lykkedes det seks heldige elever fra Construction College Aalborg at få sig en praktikaftale. Praktikaftalerne blev indgået på Construction College Aalborgs vvs-messe, der var arrangeret i samarbejde med Brødrene Dahl.
Der var linet op til professionel dialog med leverandører, da Construction College Aalborg for andet år i træk slog dørene op for en kæmpe salgsmesse på Øster Uttrup Vej 1.
Over 1000 m2 udstillingsområde var spækket med nyheder og gode tilbud fra 53 fabrikanter, der til dagligt leverer undervisningsmateriale til Construction College Aalborg. Food College Aalborg og deres dygtige kokke- og tjenerelever sørgede for dagens kulinariske oplevelse.
På messen var der mulighed for at få stillet spørgsmål omkring produkter, få gode råd og finde sig en lærling. I alt blev det til seks uddannelsesaftaler på blot fem timer. Praktikpladskonsulent Jens Carlsen fortæller:
– Det er glædeligt, at vi har fået tegnet seks nye praktikaftaler. Vi mangler i alt 38 praktikpladser til vores vvs-elever i februar 2011, så vi håber, flere virksomheder vil slå til og ta’ en elev. En praktikplads er en forudsætning for, at vores elever kan blive faglærte. Hvis ikke virksomhederne tænker langsigtet, vil vi om 10-12 år komme til at mangle faglært arbejdskraft.
Der mangler i alt 2000 praktikpladser i regionen. Derfor har Region Nordjylland bevilliget 5,4 mio. kr. til et intensivt projekt om at skaffe 25 % flere praktikpladser til eleverne på de nordjyske erhvervsskoler. Projektet er et netværkssamarbejde mellem Regionen og erhvervsskolerne. Det er påbegyndt i april 2010 og forventes at fortsætte frem til januar 2011.