Media College Aalborg giver tilskud til unges Sport2Go-pas
Af Majbritt Lykke Andersen, DGI – 08.12.2010
Flere skal dyrke idræt, elevernes sociale kompetencer skal styrkes, og fraværet skal ned. Det er målet for Media College Aalborg, der derfor bakker økonomisk op om, at eleverne er idrætsaktive med et Sport2Go-pas.
45 elever fra Media College Aalborg har sagt ja tak til, at skolen betaler for, at de får motion. En af dem er Mike Vich på 17 år.
– Det er et rigtig godt tilbud. Hvis skolen ikke havde fortalt om Sport2Go, tror jeg ikke, jeg havde opdaget det. Det er fedt at bruge fritiden på at lære de andre fra skolen at kende, fortæller Mike Vich.
Media College Aalborg er en af Danmarks største erhvervsskoler inden for medieproduktion og en del af Tech College Aalborg.
Skolen har tilbudt alle 150 grundforløbselever at betale halvdelen af et Sport2Go-pas. 45 sagde ja tak og kan hver dag efter skoletid shoppe rundt mellem 25 forskellige idrætstilbud.
Mike Vich synes godt om, at skolen aktivt puffer til eleverne, så de bliver mere fysisk aktive.
– Skolen har sagt, at når vi sidder foran computeren hver eneste dag, så er det godt at dyrke sport. Jeg har ikke gået til noget i to år, men nu træner jeg tre gange om ugen, siger Mike Vich.
Kom op af stolen
Uddannelses- og erhvervsvejleder Hanne Enggard Jensen, ser mange perspektiver i at få eleverne til at dyrke mere idræt.
– Eleverne sidder meget med computere. Derfor er det virkelig vigtigt, at de kommer op af stolen og får gang i fysiske aktiviteter. Vi har også den filosofi, at jo mere sport de dyrker, jo bedre bliver deres læring i skolen, siger Hanne Enggaard Jensen.
Hun satser også på, at eleverne får nogle bedre sociale kompetencer, når de er fælles om idrætten efter skoletid. Og når fysikken er i top, har de unge måske mere energi og nemmere ved at komme op om morgenen.
Skolen vil eleverne noget godt
Sport2Go-passet koster 250 kroner, hvoraf Media College Aalborg betaler de 125.
– 125 kroner gør en stor forskel i elevernes verden, og samtidig signalerer det jo, at vi vil dem noget godt, siger Hanne Enggard Jensen.
Det bekræfter Mia Arnum, der er 17 år og går på Media College.
– Hvis ikke skolen gav et tilskud og havde fortalt om Sport2Go, så tror jeg ikke, jeg havde meldt mig til. Men det er en supergod ide, og jeg har lokket to af mine andre venner med, som også synes, det er ekstremt fedt, siger Mia Arnum.
Hanne Enggaard Jensen vurderer, at når Media College Aalborg tager imod et hold nye elever, så er der højst 20 ud af 100, der dyrker sport. Derfor arbejder hun på, at skolen også fremover vil give økonomisk støtte til elevernes Sport2Go-pas, ligesom hun også anbefaler de øvrige 10 colleger under Tech College Aalborg at støtte eleverne i at være mere fysisk aktive.
Fakta om Sport2Go
- Sport2Go er et samarbejde mellem DGI Nordjylland, Aalborg Kommune, lokale idrætsforeninger og andre aktørerer.
- Sport2Go giver unge ubegrænset adgang til 25 forskellige idrætsaktiviteter lige efter skoletid, og det har været en kæmpesucces allerede i debutsæsonen, efteråret 2010.
- Læs mere om Sport2Go i DGI's blad "Udspil", december 2010