Elever ta'r til Irland i praktik
 
In English
  Log på

Praktik i Irland gi’r luft under vingerne

Ni karrierelinjeelever fra Agri College Aalborg er netop hjemvendt fra Irland. Eleverne var i tre ugers virksomhedspraktik på forskellige hestestutterier og landbrug.

Elever fra karrierelinjen på Agri College Aalborg har iværksætteri, innovation og internationalisering ved siden af de obligatoriske fag på grundforløbet. Derfor var det naturligt at sende de ni dyrepasser- og landbrugselever til Irland, hvor de dels kunne få indblik i den irske kultur og flotte natur, dels kunne få styrket deres engelske kundskaber. For at gøre omkostningerne så lave som muligt var eleverne indkvarteret hos irske værtsfamilier. De ni elever var spredt over hele Irland.

Værtsfamilie med børn
Dyrepasserelev Caroline B. Nielsen var på en gård med malkekøer nær byen Cappagh. Værtsfamilien, hun boede hos, havde tre børn, som Caroline i løbet af dagen skulle se efter. Det passede Caroline godt, at der var lidt afveksling mellem at passe børn og malke og fodre køer. Arbejdet med at give de nyfødte kalve mælk i en sutteflaske var det bedste.

– Det har været godt at komme til Irland og skulle klare sig på et andet sprog end dansk. Det har også været interessant at komme tæt på en anden familie og opleve deres hverdag. Familien havde en pc, som jeg gerne måtte låne til at gå på nettet. Og jeg måtte også låne deres telefon og ringe hjem til Danmark. Jeg tror sagtens, jeg kunne være blevet der i længere tid. Nu er jeg venner med familien på facebook. Jeg har haft det godt og vil klart anbefale andre elever at tage til Irland, siger Caroline.



Irlands flotte natur
Dyrepasserelev Ida Bech Poulsen var også i praktik nær Cappagh på et lille hestestutteri med en tilhørende kyllingefarm. Hendes værtsfamilie bestod af mor og far og to børn på 16 og 19 år. Datteren på 16 år viste Ida rundt i byen. Ida og datteren holder nu kontakten via facebook. Ida fortæller:

– Det bedste ved at være i Irland var at være ude at ride i det fri. Rundt omkring gården var der meget flot. Min arbejdsdag startede kl. 9 og sluttede kl. 14, så jeg havde en del fritid. Jeg tror, jeg er blevet bedre til engelsk. Det eneste minus var, at jeg savnede min kæreste. Jeg var heldig med, at jeg boede tæt på Caroline B. Nielsen fra klassen. Jeg tror, hjemveen er mindre, hvis man boede tættere på en fra klassen.

When you are in Ireland…
Dyrepasserelev Caroline Jensen var i praktik på en gård med opdrætning og tilridning af heste i en lille by nær Thurles. For hende gav praktikopholdet meget. Hun fortæller: – Det var spændende at få indblik i, hvordan irerne behandler deres heste. I Danmark gør vi tingene på en anden måde, fx varmer vi hestene op, før de bliver redet på. I Irland starter de direkte i trav. Min værtsfamilie var meget aktiv. Jeg var med, når min værtsfamilies to børn skulle til ridning og svømmetræning.



At stå på egne ben
Dyrepasserelev Signe Vettendorf Ladekarl var på en rideskole, som havde et hestestutteri nær storbyen Thomastown.

– Jeg synes, det har været spændende at skulle stå på egne ben. Det var helt klart den største udfordring for mig. Jeg lærte nogle nyt ting og er også blevet bedre til engelsk. Min arbejdsdag startede kl. 9 og sluttede først kl. 18, så jeg var træt, når jeg havde fri. Jeg kunne godt lide at være i Irland, det er meget anderledes end ellers. Nu skulle vi også arbejde, fortæller Signe.

Lasse Nielsen var den eneste anlægsgartnerelev fra Agri College Aalborg, som var med på turen. Han boede i en udlejningsbolig på slottet Castle Leslie Estate. Lasse blev sat på et hold sammen med fem gartnere, som lavede alt på området omkring herregården lige fra at fjerne affald til at anlægge nye bede. Holdet spiste hver dag i herregårdens fine restaurant.

– Jeg synes, det var særligt godt at være alene af sted og skulle integrere sig og selv tage initiativ. For mig betød det meget, at det handlede om planter i praksis frem for i teorien. De tre uger var passende. Havde jeg skullet være dér i kortere tid, så havde jeg ikke lært nok. Og havde jeg skullet være dér i længere tid, så ville arbejdet kede mig. Det var sjældent, jeg ikke vidste, hvad der foregik. Så det var perfekt. Op til bryllupper var der travlhed, men selv når de andre var stressede, blev jeg behandlet godt. Måske jeg tager til Irland og besøger dem igen til sommer, slutter Lasse.

Fem dage efter hjemrejsen til Danmark rejste de ni karrierelinjeelever sammen med klassen på studietur til Italien for at hente mere international inspiration.


Marts 2011

 



 
 

 
 
Om Tech College Aalborg
Organisation
Kvalitet
Fakturering
Offentligt udbud
EAN-nummer: 5798 000 556386
Kontakt
Praktikpladskonsulenter
Vejledere
Ledelse
Telefonbog
eVejledning
Genveje
Folkeskole- og produktionsskoleforløb
Skolehjem
Erhvervskollegium
Brochurer
Praktik i udlandet
English
Læs op

Sitemap
Intranet
Club 53
Tech College Aalborg | Øster Uttrup Vej 1 | 9000 Aalborg | Telefon: 72 50 10 00 |
Aktuelt