14 dygtige finalister klar til DM i Skills
I disse dage sker det. 14 elever fra fire af Tech College Aalborgs 10 colleger dyster i Odense Congress Center om at blive Danmarks bedste inden for deres håndværk. Skolen sender to mediegrafikerelever, to grafisk tekniker-elever, tre kosmetiker-elever, to frisørelever, to detailslagterelever, en tømrer-, en murer- og en vvs-elev.
Med en sikker sejr til regionsmesterskabet sikrede en vvs-, tømrer- og murerelev fra Construction College Aalborg sig adgang til DM i Skills. Onsdag morgen gik det løs for tømrerelev Jess Kristiansen fra Construction College Aalborg, der den sidste uge har trænet intensivt. Jess Kristiansen bliver udlært i starten af april hos Tømrer- og Snedkerfirma Jens Kaasgaard ApS i Dronninglund.
Også murerelever Peter Højen Sørensen fra Construction College Aalborg startede stille og roligt op onsdag. Peter Højen Sørensen, der blev udlært i september 2011 hos JE Byg Flauenskjold ApS, glæder sig til at møde de fire øvrige finalister, som han allerede kender godt fra en træningslejr i sidste uge.
Vvs’ernes mesterskab starter torsdag morgen, hvor 20-årige vvs-elev Caspar Christiansen fra Construction College Aalborg møder sine konkurrenter for første gang.
Media College Aalborgs fire elever er også i god form til at dyste. Herfra deltager mediegrafiker-elever Nanna Tiedemann Elmely og Malene Boel Kronborg. Nanna Tiedemann Elmely er i lære hos Buddig & Jugel ApS i 8000 Aarhus C og Malene Boel Kronborg er i lære hos Reklamehuset Hobro.
Hos grafisk tekniker-eleverne er det Mathias Kjeldsgård Christensen, der er i lære hos Nordan Bogtryk & Offset ApS i Hjallerup og Jens Martinsen, der er i lære hos Dafolo A/S i Frederikshavn, der skal dyste om danmarksmesterskabet.
De to frisørelever Jane Alstrøm og Birita Lilija Simonsen fra Style & Wellness College Aalborg dyster torsdag om danmarksmesterskabet i herrediscipliner og fredag i damediscipliner. Pigerne har begge hentet medaljer hjem fra både DM og VM i 2010. Det er første gang, at de stiller op i herredisciplinerne, så her har de for alvor måttet øve sig. De er begge i lære hos Hårklip i Aalborg.
Kosmetiker-elever Rikke Nørlund, Kathrine Stephine Loi, og Anne-Sophie Bak Andersen også fra Style & Wellness College Aalborg dyster lørdag om bl.a. at lægge en særlig ”American Pin-up Girl-makeup”. Rikke Nørlund er i lære hos Fod og Hudpleje Klinikken og Anne-Sophie Bak Andersen er i lære hos Skovborg Kropspleje. Begge klinikker ligger i Frederikshavn. Kathrine Stephine Loi Jørgensen starter i midten af februar i lære hos Harmonie i Aalborg.
Fra Food College Aalborg stiller de to detailslagtere Marc Elliot og Michelle Fryhstyck op. Marc Elliot er i lære hos Kvickly i Hjørring og Michelle Fryhstyck er i lære hos Slagter Ole ApS i Nørresundby.
Der deltager i alt 200 unge fagfolk fra 36 forskellige fag – fra smede til frisører og fra detailslagtere til møbelsnedkere. Nogle af de unge har tilmed chancen for at kvalificere sig til verdensmesterskabet i London den 5.-8. oktober.
Foto: (tv) Frisørelever Jane Alstrøm, Birita Lilija Simonsen og deres mester Bente Holst Sørensen, indehaver af Hårklip i Aalborg
Januar 2011